december 13, 2025

Ses ofte på Skansen: Manden med kamera og drone

Har du været med til en af de mange flag op eller flag ned samlingen på Skansen i Hundested, så har du nok også bemærket en ivrig fotograf med kamera og drone. Fotografen er den lokale videofotograf Ketil Teisen, og den store mødestabilitet skyldes, at han er i gang med at indsamle optagelser til en dokumentarfilm om Skansens Venner og om værdien af frivilligt arbejde.

Filmen handler om lokale ildsjæle der brænder for at genoplive de tidligere flagninger og populære grundlovsfester på Skansen.

Filmen starter med opstillingen af en ny flagstang, der er doneret af Naturstyrelsen, der ejer Skansen, og med indvielsen den 5. september i år, hvor Skansens Venner hejste Dannebrog første gang. Herefter vil filmen følge flagningerne på Danmarks officielle flagdage, på de nordiske landes og Ukraines nationaldage, samt på øvrige mærkedage der udvælges af foreningens bestyrelse. Filmen vil også vise hvordan der kippes med flaget til Kongeskibet, skoleskibene og orlogsskibe.

Filmen følger også etableringen af foreningen Skanses Venner Hundested og planlægningen af det frivillige arbejde med at fordele flagvagterne og forberede Grundlovsfesten 2026.

Skansens Venner arbejder også på at få genoptaget kanonsalutterne på Skansen, og i første omgang har man fået hjælp af Naturstyrelsen til at forny rapperterne af egetræ, som kanonrørene hviler på. Rapperterne forberedes for tiden i Meinilds Bådebyggeri. Også denne del af Skanse-projektet følges ivrigt af den dokumenterende fotograf.

Filmens klimax og afslutning bliver Grundlovsfesten 5. juni 2026, hvor optakten bliver Søværnets Tamburkorps, der akkurat som i gamle dage marcherer og spiller fra havnen ind over byen og op til Skansen, hvor de hejser Dannebrog.

Manden med kamera og drone, filmfotograf og producer Ketil Teisen på opgave med Slansens Venner 02
Manden med kamera og drone, filmfotograf og producer Ketil Teisen på opgave med Slansens Venner 01

Flere historier om Skansen her