
Skansen i Hundested
Skansen i Hundested er et historisk voldanlæg, der blev opført i 1808 under Englandskrigene. Formålet var at beskytte indsejlingen til Isefjorden sammen med Skansehage på den anden side af fjorden ved Rørvig.
Oprindelig var skansen udstyret med otte kanoner og to morterer. De har fungeret som landkanoner, der skulle afvise fjendtlige skibe og forhindre en eventuel landgang samt beskytte kanonfabrikken og krudtværkerne i Frederiksværk. Disse oprindelige kanoner og morterer blev udskiftet i 1864 med de nuværende fire kanoner, der er støbt 1848, formodentlig i Sverige.
Skansen blev betjent af Kystmilitsen, som bestod af lokale mænd, der ikke var i regulær militærtjeneste. De trænede hver søndag og havde til opgave at afvise eller forsinke et angreb, indtil forstærkninger kunne nå frem.
Under 2. Verdenskrig blev de fire kanoner gemt væk (gravet ned) af lokale Hundestedborgere, så tyskerne ikke omstøbte dem. Flere år efter krigen fandt daværende Hundested Turistforening kanonerne, fik dem renoveret og genopsat på Skansen i 1984, samtidig med Skansens flagstang.
I dag er kanonerne på Skansen kun til pynt og fungerer som et mindesmærke over en vigtig del af Danmarks historie.
Skansen ejes af Naturstyrelsen og er fredet, både som fortidsminde og som naturområde.
