Mandag den 15. juni flager vi til minde om sagnet om Dannebrog. Sagnet fortæller at vores smukke flag faldt ned fra himlen under slaget ved Lyndanise i Estland i 1219.
Ifølge legenden modtog den danske hær under kong Valdemar Sejr det rød-hvide korsflag som et guddommeligt tegn, der vendte nederlaget til sejr.
I begyndelsen af 1900-tallet blev dagen brugt aktivt til at styrke den nationale identitet, og der blev ofte solgt små dannebrogsflag som støtte til danske interesser i Sydslesvig.
I dag er det primært en traditionel mærkedag, hvor vi markerer Danmarks flag som nationalsymbol.
Genforeningsdagen fejres samme dag som Valdemarsdag, for at mindes genforeningen af Sønderjylland med Danmark i 1920.
Dagen markerer afslutningen på den tyske periode for Sønderjylland, som havde varet siden 1864, og fejres med fokus på national sammenhængskraft.
Vi hejser flaget på Skansen kl. 9.00 og stryger det kl. 20.00.


