Skansens Venner

hejser flaget

Søndag den 1. november fejrer Skansens Venner et års fødselsdag og sender en varm tak til alle de lokale foreninger og ildsjæle, der ”Holder Skansen” her i Halsnæs.

Af Flemming Saugmann, Skansens Venner

Skansens Venner hejser flaget. Budskabet blæser blafrende i vinden på foreningens hjemmeside. Også når flaget går til tops søndag 1. november, hvor vi markerer foreningens et års fødselsdag.

Men hvem hejser Skansens Venner flaget for? For Skansens Venner, naturligvis. Og hvem er så det. Vi har godt nok de officielle flagdage, men at det er her der bliver mobiliseret, når vi snakker om at holde Skansen, holder vist ikke vand.

I sidste uge, 24. oktober, flagede vi for FN-dagen, et verdensomspændende initiativ født af 2. verdenskrigs rædsler, hvor i dag 193 nationer forsøger med fred og fællesskab at skabe en bedre og mere retfærdig verden.

Parallellen hjem til Halsnæs er snublende nær. Og borgmester Steffen Jensen har da også så evigt ret i, at Halsnæs rimer på foreninger og fællesskab:

”Noget af det mest særlige ved Halsnæs, er det stærke foreningsliv og de mange frivillige kræfter, som hver eneste dag er med til at skabe fællesskab, aktiviteter og sammenhængskraft.”

Og tilbage til FN-dagen, flagstangen på Skansen og de nuværende flagninger. I bestyrelsen har vi længe følt, at det vil være mindst lige så seriøst og symbolsk at fokusere på de flere tusinde frivillige og henved hundrede lokale foreninger, der netop gør vores kommune unik:

Som et FN i miniformat.

Desværre har Halsnæs ikke sit eget flag, beklager borgmester Steffen Jensen:

”Men jeg synes faktisk at Skansens Venners tanke om at koble FN-dagen sammen med vores lokale foreninger er både smuk og meget sigende. På mange måder er foreningerne jo et slags ”FN i miniformat”, hvor mennesker med forskellige interesser og baggrunde arbejder sammen om noget større end dem selv. Og jeg kan kun bakke bestyrelsen op i, at de uanset tallet fortjener stor anerkendelse. For som i så fint formulerer det, er det i høj grad dem, der ”Holder Skansen” i dagens Halsnæs. Og flagningen på årsdagen er et flot og værdigt skulderklap til alle de mennesker, der gør vores kommune lidt varmere, stærkere og mere levende.” 

Så når flaget søndag den 1. november går til tops på Skansens Venners fødselsdag, er det også for herfra at sende en oprigtig og varm tak og tanke til de tusinder af frivillige.

For officielle flagdage eller ej; er der nogen der i dagens Halsnæs ”holder Skansen”, så er det netop alle dem. 

grundlovsfest 2026 på skansen

Skansens Venner er lokale ildsjæle der brænder for at genoplive
de tidligere flagninger og populære Grundlovsfester. Det vil ske på det historiske forsvarsanlæg Skansen, der er et fredet fortidsminde. Et af Danmarks flotteste udsigtspunkter og smukkeste steder for flagning og solnedgangs-oplevelser.

Skansen ejes af Naturstyrelsen, der har doneret en ny flagstang
og endvidere vil restaurere Skansens fire kanoner.

Den 5. september 2025 indviede Skansens Venner den nye flagstang og de fremtidige flagninger på alle Danmarks officielle flagdage, og på de nordiske landes nationaldage med de pågældende landes flag. Det er også planen at flage på øvrige mærkedage, og at kippe med flaget, når Kongeskibet er på besøg i Isefjord.

Skansens Venners Grundlovsfester vil blive arrangeret i samme ånd og på samme måde, som de tidligere blev afholdt. Bl.a. med Søværnets Tamburkorps, Grundlovstale, fællessang og en ’Skansebar’. Skansens Venner undersøger også mulighederne for igen af kunne salutere med Skansens fire kanoner.


I sommers pustede Skansens Venner nyt liv i de populære Grundlovsfester på Skansen, hvor flere end 250 mødte frem til grundlovstale, fest, musik og fællessang. Privatfoto